TEGN
Efterårets blade
opløser sig i
stramme strukturer
og skjulte sammenhænge
Fuglen har lagt
sine æg for længe siden
og nu fyldes formen ud
i strømmende linjer
Bag svanen svømmer
en fisk og blade
flagellaters oplevelser
bladrer i strømningen
mellem fortids former
indfarvet i blå poesi
Fra de blå bølger
strømmer dybhavsvæsener
og fugle flyver op
Sommerfugle
på vej til blomsterfisk
og æg i forvandlinger
Violer og erantis
strømmer ind fra haven
sammen med nedfaldne blade
En elg kommer forbi
og kikker forundret på former
der samler sig i fasanflugt
mens en kvinde ses over
en ugle i blå forvandling
En blomst lukker sig
om et nøgent menneske
pingviner og rådyr
på vej i hver sin retning
mens det påklædte menneske
kikker langt i farverne
og formulerer forsøgsvise ord
og nye tanker i et fremtids sprog
Og så eksploderer himlen
i rød farvesymfoni som
former og tegn opstår af
og forener sig i gyldne strenge
bogstavers dans i universet
Så løber de blå og røde
gule og grønne
sammen og møder os
i genkendelige figurer
elefanten rådyret
hesten og fuglen
glider sammen i blomstrende
væverier og mennesker
går ind og ud af billedet
lyttende sig frem til forståelser
Fuglene er forbindelsen
mellem jorden og himlen
og farver og klip af dyr
urformer i sindet
En solsort spiser et rødt bær
mens katten ser på og naturen
skildres i smukke border hvori
mennesker indvæves til tegn
© Tommy Flugt 2010